Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Laura


Beskrivelse


17-årige Laura fra Manchester får lært det hårde miljø i modelverdenen at kende, da hun vinder en modelkonkurrence i TV og får kontrakt med et modelbureau i London.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2008

af

af

Lone Krøgh

d. 6. aug. 2008

Teenagepiger med modeldrømme vil elske denne letlæste underholdningsroman om en 17-årigs vej til stjernerne.

17-årige Laura fra Manchester vinder en modelkonkurrence på tv og dermed en kontrakt med et modelbureau i London. Hun flytter til London, hvor hun skal dele lejlighed med 3 intrigante og bitchede piger, som allerede er langt fremme i deres karriere, og som kender alle knebene - også de beskidte. Laura er ikke nogen succes som model; hun er for tyk, for kejtet og for dumsmart. Hendes kæreste og hendes gamle veninder hjemmefra dropper hende, så Laura er lige ved at give op. Men så går hun på kur, begynder at motionere og lægger sin dårlige vaner på hylden, og inden hun ser sig om, er hun det hotteste navn på den internationale modelhimmel og med en millionkontrakt inden for rækkevidde. Den grimme ælling, der skal så meget ondt igennem, og det glamourøse miljø med den grimme bagside kan minde om forskellige kulørte tv-serier, og det er heller ikke de litterære værdier, der bærer Laura igennem. Derimod er det let underholdning, som vil blive populær hos de store piger.

Manning er skribent ved engelske ungdoms- og modeblade og har også skrevet ungdomsromaner, hvoraf kun Rocktøz fra 2005 er oversat til dansk. Laura er første selvstændige bind i serien Fashionistas og de tre øvrige bind om modelpigerne fra den lille lejlighed udkommer i efteråret 2008 og foråret 2009.

Underholdende roman for store piger med modeldrømme og interesse for den glitrende modeverden.