Hjerteskærende og gribende digtsamling om kvinders oplevelse med kræft, og har man nerver og overskud til det som kræftsyg selv og pårørende, så vil de mange tanker, en sådan situation påtvinger en, kunne finde resonans i denne bog. Bogen er også meget relevant for sundheds- og hospitalspersonale, der arbejder med kræftsyge patienter

.

Helle Ploug Hansen, der er en af dansk sygeplejes førende teoretikere og formidlere, fortæller i bogens forord, at hun i sit antropologiske feltarbejde har talt med en række kræftramte kvinder. Det viste sig, at de samtaler ikke kun kunne rummes i en distanceret, videnskabelig sprogbrug i et akademisk arbejde, nej, kvindernes beretninger trængte sig på og måtte gives et mere ekspressivt udtryk. Det lykkedes i disse rå, ubesmykkede og direkte digte om den angst, som en kræftdiagnose giver. En kvinde råber: Hvorfor har kræften ramt mig - er det min egen skyld? Fortvivlelsen over ikke længere at kunne kende sig selv og sin egen krop efter operation eller kemokur: "jeg ligner et intetkøn"

.

Der er nærmest ingen bøger i digterisk form med det emne, Ploug Hansen her bearbejder, men Ole Vincent Larsens digte i Metastaser fra 2000 har dog samme tematik

.

En barsk og pågående digtsamling om kvinder og kræft og om den sjælerystende angst, som sygdommen fører med sig

.