Bøger / faglitteratur til børn

Klodens oceaner


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. aug. 2009

af

af

Ingrid Martlev

d. 3. aug. 2009

Bogens målgruppe er børn mellem 10 og 12 år - altså 4.-6. klasse til faget natur/teknik på mellemtrinnet. Den kan bruges til faglig læsetræning, frilæsning eller i undervisningen med voksenformidling.

På 30 sider præsenteres læseren for 11 emner, der handler om "havet" og ikke kun om "oceaner". Bogen indeholder således også afsnit om kyster, havbund, strømme og tidevand, lidt pladetektonik, jordskælv og vulkaner under vandet, der kan frembringe tsunamier samt den stigende vandstand og konsekvenser heraf. Teksten er illustreret med tegninger, fotos, faktabokse samt "nyhedsklip" som opsummerer en naturkatastrofe eller -hændelse serveret som en slags pressemeddelelse. Bagerst ordliste, stikord og henvisninger. Teksten er sat med store typer og er relativt let at læse - dog ikke læsepædagogisk tilrettelagt. Der anvendes fagord og -udtryk, så for at få det store udbytte kræver det en formidler på sidelinjen eller et minimum af baggrundsviden på området.

Andre bøger om "havet" og "oceaner" er til en ældre målgruppe, idet teksterne i disse er vanskelige at læse og kræver faglig viden inden for området. Den bog, der kommer nærmest er Oceaner fra 2005 i serien Geo-emner.

De mange delemner om oceanerne er kort beskrevet og relativt let at læse. Det betyder naturligvis, at oplysningerne er overfladiske, men med lærerstøtte/-forklaring/-uddybning kan bogen anvendes i skolen. Da der ikke er udgivet andet om emnet til målgruppen anbefales bogen til skole- og folkebibliotek.



Informationer og udgaver