Den serbiske forfatter fik i 1996 oversat den gribende Brugen af mennesket, der ligesom Kapo henter sit stof fra 2. Verdenskrig. En kapo, Kameradschaftspolizei, var en slags overfange i de tyske Kz-lejre. Hovedpersonen lever et ubemærket liv i Kroatien, men martres af bevidstheden om fortidens synder, hvor han brugte sin stilling til seksuelt misbrug af unge kvindelige fanger i Auschwitz. Ingen kender hans hemmelighed, men en af kvinderne er som han sluppet levende fra helvedet, og han besættes: først af angst for afsløring, dernæst af trang til endelig at betro og forklare sig, og han beslutter at opsøge kvinden. Undervejs genoplever han meget af fortiden, og vi får tegnet et meget nuanceret billede af en af lejrens underdjævle, hans forhold til bødler og ofre, skyld og ansvar. Der tegnes et afdæmpet, men alligevel grusomt billede af lejrtilværelsen, der igen afslører en umenneskelighed, der er svær at fatte selv i vor tv-hærdede bevidsthed. Bogen er lettere tilgængelig en forgængeren, formen står ikke i vejen for læsningen, kun afskyen for de grusomheder, vi her mindes om ikke kun foregår på Balkan, men har fundet sted tæt på vore egne grænser.