Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kampen


Beskrivelse


Fantasy. Lia kæmper til det sidste mod Fruen. Det bliver kampen mellem det gode og det onde.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. mar. 2011

af

af

Bodil Pedersen

d. 24. mar. 2011

Bogen er tredje og sidste bind i fantasyserien for de 9-13-årige om Lia i Fruen og Flugten 2011.

I denne sidste bog optrappes konflikten mellem den 14-årige Lia og hendes moster, Fruen. Lia får god brug for sine forskellige magiske evner. En hæsblæsende fight mellem det gode og det onde dominerer handlingen. Til sidst kulminerer konflikten, og ikke overraskende vinder Lia over Fruen, dog med hjælp fra Gråulv. Nu bliver Lia den nye frue på borgen og varsler humane og bedre tider. Der er samme indbydende layout som i de to tidligere bøger. En letlæst tekst med enkelte stavelsesdelinger ved sammensatte ord, og Sussi Bechs stemningsfulde illustrationer lægger sig tæt op ad teksten. Et enkelt sted skiftes synsvinkel. Fruens tanker beskrives ved hjælp af kursiv.

Bogen/bøgerne kan sammenlignes med Josefine Ottesens serie om Enya 2004-2005 og serien om Krigerprinsessen 2006-2007. Margot Andreasens bøger har et lidt højere lix-tal og større sidetal.

I dette bind hopper læseren lige ind i historien. Der er ikke nogen intro eller opsummering. Forudsigeligheden gør, at man sagtens kan læse bogen for sig, men det giver størst forståelse at læse bøgerne i rækkefølge. Retfærdigheden sejrer. Det gode vinder. Med sine mange kampscener, beskrivelser af tanker og følelser og måske en begyndende kærlighedshistorie indfries alle forventninger til genren, og bogen rammer en bred målgruppe af både piger og drenge på mellemtrinnet.