Bøger / skønlitteratur til børn

Julie sælger en dreng


Beskrivelse


Billedbog. Julie laver en butik. Lillebror Jens vil være med. Der kommer ikke rigtig så mange kunder. Men så kommer en dame. Hun vil købe en helt speciel ting i butikken.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. sep. 2011

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 9. sep. 2011

Billedbog til piger og drenge mellem 3-6 år og ikke mindst deres voksne - for i denne bog kan der læses meget mellem linjerne.

Det er anden gang dette børnelitterære par kommer med en bog sammen. Første gang var i den særegne billedbog Glaskuplen, 2010. Her er de igen i en lille charmerende og lidt speciel billedbog. Der er helt sikkert mange der har små søskende, der har drømt om at sælge dem i ny og næ. I denne historie bliver det til virkelighed for bogens hovedperson, pigen Julie. Og det var ikke engang hendes mening at bror Jens, skulle sælges. Men når nu den eneste kunde der kommer, gerne vil købe ham, så må man jo slå til. Også selvom man fortryder bagefter. Tvisten i bogen er, at vi læsere godt ved at det er Julie og Jens' far, der forklædt som dame, kommer og køber bl.a. Jens. Det hele ender heldigvis godt og der er happy ending forude. Tekst og illustrationer fungerer i et meget fint samarbejde. Lilian Brøgger tegner fabulerende og grotesk og minder om den norske illustrator Svein Nyhus' streg. Både sprog, tekst og illustrationer er stramme, så det giver en dejlig kontant oplevelse, som inde under overfladen indeholder meget mere.

Bogen er sin helt egen, men indenfor samme emne er til samme målgruppe billedbogen Lillebror til salg.

Utrolig fin speciel lille billedbog, der formidler og charmer sig ind hos både børn og voksne - i både tekst og ikke mindst illustrationer.