Bøger / faglitteratur til børn

Jule-fugle-flet : 20 flotte julefuglehjerter lige til at hænge på træet


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 1999

af

af

Hans Radsted (skole)

d. 16. nov. 1999

Familien er samlet omkring et bord i december, det er tid for at klippe pynt til jul. Hjerter, kræmmerhuse og musetrapper ligger lige for, men med Jule-fugle-flet er der mulighed for at overraske familien. Hvad med som noget nyt at kunne lave 20 julefuglehjerter, eksempelvis en topmejse, en solsort, en gærdesmutte, en tjur eller måske en spurvehøg? Bogen er bygget op med en indledende oversigt over materialer og nødvendigt værktøj. Så følger en overskuelig vejledning i brug af kalke og skabeloner og en fletteanvisning med illustrationer. Modellen til hver fugl er tegnet i 1:1, så overførslen til glanspapiret er rimelig let. Fletningen kan stille nogen krav til fingersnilde og tålmodighed, men modellerne er inddelt i to sværhedsgrader, så den uøvede kan komme i gang uden de helt store nederlag. Foruden selve modellen er også en kort omtale af fuglens udseende og levevis. De færdige modeller er vist på fire smukke farvefotos. For at få stemningen omkring bordet helt i top er også medtaget opskrifter på gløgg, æbleskiver og Håkonskager. Bogen er godt gennemarbejdet, anvisningerne til at få hold på og de færdige fugle smukke, vellignende og noget anderledes end den traditionelle julepynt. Bogen vil kunne bruges selvstændigt af fingernemme børn fra ca. 12 år, men vil også kunne anvendes som basis for et fælles arbejde med en anderledes juleudsmykning i klassen.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 1999

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 16. nov. 1999

Flettede hjerter til juletræet kender vi alle, men flettede fugle – det er noget nyt. I familien Holmsted har de en hyggelig tradition hvert år i december. Hele familien, ung som gammel, samles omkring spisebordet med glanspapir i forskellige farver og tykkelse, lim, sakse, hobbyknive og hvad der ellers hører til juleklip samt lidt mundgodt, og så klipper de og fletter fugle, som kan hænges på juletræet og i vinduet. På den måde kombinerer de interessen for fugle og lysten til at lave julepynt sammen. Her er medtaget 20 forslag til fugle, alle almindeligt forekommende i den danske natur: mejser, solsort, nattergal, gærdesmutte m.v. Teknikken forklares nøje, og ved hver fugl er der en uddybende arbejdsbeskrivelse og en skabelon i størrelsen 1:1. Der er to sværhedsgrader, 1 hjerte er de hurtigste og nemmeste, og de modeller er velegnede til større børn og begyndere, mens 2 hjerter kræver mere tid og fingerfærdighed. Selv om det er en lidt anden teknik, der anvendes ved fugleflet end ved de almindelige hjerter, tror jeg, det er en fordel at man er fortrolig med at flette.