Film / nonfiktion / dokumentarfilm

Jul på Børglum Kloster


Beskrivelse


En beskrivelse af Børglum Klosters historie, samt stemningsbilleder fra julemarked på klosteret: det gamle herregårdskøkken, slotskirken med julekoncert, nisseorkester i klostergården, den gamle købmand i hestestalden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. nov. 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 19. nov. 2010

Man kommer i julestemning gennem denne rundvisning på Børglum Kloster, der holder julemarked omgivet af sneklædte landskaber. Fra 12 år.

På Børglum Kloster i Vendsyssel ved Hjørring holder man traditionen tro julemarked. Oprindelig var klosteret kongsgård i middelalderen og blev siden bispesæde. Fra 1669 kom det i privateje og blev senest restaureret i 1930. Filmen registrerer i billeder og uden kommentarer julemarkedet. Der vises det gamle herregårdskøkken, hvor der bl.a. brygges øl, og vi vises rundt i klostergården, hvor et nisseorkester optræder. I kongesalen hygges der med stilig borddækning, stearinlys og adelige kjoler. I hestestalden hos den gamle købmand skæres der ost og vejes juleslik til børnene. I en ekstra film fortælles historien om Stygge Krumpen, der levede fra 1485-1551, en biskop, der holdt fast i katolicismen også efter reformationen.

Det er en lokalhistorisk film, der dog frem for en masse oplysninger koncentrerer sig om at indkredse den særlige julestemning, man søger at skabe i de historiske omgivelser. Det lykkes til fulde at binde en tråd mellem den historiske jul og nutidens.

Børglum Kloster er et fantastisk sted, og filmen kan forhåbentlig motivere til at opleve det i virkeligheden, ikke mindst fordi det bliver rammen om TV2's julekalender i 2011. De smukke og stemningsfulde billeder taler for sig selv og viser en svunden tid med sine værdier. For nutidens børn og unge kan den måske også bidrage med historisk viden og indsigt i julens oprindelighed.