Bøger / faglitteratur

Jeg var en virkelig god mor før jeg fik børn : moderskab på den nye måde


Beskrivelse


På baggrund af interviews med forskellige mødre, gøres der kærligt op med det pres af forventninger, der hviler på den moderne mor, ligesom der gives anvisninger på hvordan moderskabet kan håndteres.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. okt. 2008

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 14. okt. 2008

En uhøjtidelig, optimistisk og humoristisk bog om moderskab skrevet af to almindelige, frustrerede mødre til alle andre frustrerede mødre.

To unge amerikanske kvinder med en baggrund inden for PR og reklamebranchen har udforsket moderrollen hos sig selv og bygger desuden bogen på interviews med over 100 vidt forskellige kvinder med børn. Deres budskab er kort og godt, at vi er gode nok som mødre, og at vi skal droppe skyldfølelsen og skrue ned for forventningerne til os selv. Forfatterne har kogt deres egne og de interviewede mødres erfaringer ned til 8 hovedpunkter. Hver kapitel indledes med en quiz, der fungerer som en slags afslørende tilstandsrapport. Mundrapt fører de os igennem en række dagligdags situationer, som de fleste mødre kan nikke genkendende til. Det lidt poppede og småsnakkende præg til trods, bringer bogen en række tidstypiske problemstillinger frem i lyset ledsaget af kontante løsningsmodeller.

Bogen er lidt i stil med Maren Uthaugs humoristiske Overlevelsesguide til mødre, 2006, men ikke nær så saglig og seriøs som Myten om den perfekte mor, 2003.

En overkommelig, ligefrem, solidarisk og fornøjelig bog om moderrollens faldgruber med kontante råd til moderne, fortravlede mødre med kronisk skyldfølelse og et alt for højt ambitionsniveau.