En personlig beretning der spejler den voksne datters følelsesmæssige rutsjetur under farens opslidende sygdomsforløb og død. Vedkommende læsning for enhver - enten til genkendelse eller som forberedelse.

Forfatteren, der er journalist på Information, skildrer i dagbogsform forløbet fra hendes far blev erklæret uhelbredeligt kræftsyg og gradvist fik det værre, til han døde godt to år senere. Hun er selv en travl kvinde midt i livet med små børn og et ikke særlig tæt forhold til sin far, der var ret fraværende under hendes opvækst. Men da faren får diagnosen, forandrer deres forhold sig. Båndet mellem dem forstærkes, selv om det også spændes hårdt ud mellem vrede og kærlighed. Dagbogsoptegnelserne hæftes op på farens sidste opholdssteder: hospital, genoptræning, ældrecenter, hospice og endelig plejehjem. Efter to år er det slut.

Så enkelt og godt kan det beskrives. Her er en forfatter der tør skildre hele det følelsesregister, som de fleste pårørende vil kunne genkende. Også de mindre pæne som vreden, udmattelsen og frustrationen over, hvordan den syge forandrer sig, bliver krævende og suger energi ud af sine pårørende; men hun skriver med kærlighed og ømhed og frem for alt aldrig privat. Derfor også anvendelig i sorgbearbejdelse.

Der er mange bøger om at miste; stærkt står fx Eva Jørgensens personlige Vi ses i morgen

Smuk og ærlig. Andre ord behøves egentlig ikke i beskrivelsen af Julie Top-Nørgaards fortælling om at miste sin far efter et længerevarende sygdomsforløb Julie Top-Nørgaard er midt i livet, da hendes ...