Jeg drømmer en natsværmer : digte

Digte om at observere og tolke tilværelsens gåder og minder, som de kommer til udtryk i naturen eller i hverdagens hændelser. Til læsere af reflekterende poesi med et fyldigt billedsprog.

Poetiske betragtninger af de store eksistentielle grundvilkår og om at være til i nuet. Enten med udgangspunkt i øjebliksbilleder fra naturen: "fuglekiler trækker bort/følger evigheden lagt/i det dybeste instinkt/her skal jeg ikke med" eller fx ved at dvæle over tiden og tidligere levede liv: "hvide sten og vættelys/en var så gudeblank/en tav stille en fortalte/ det der var og så til sidst/en solnedgang". Digtene kredser også om livets forgængelighed i mindet: "(...) jeg husker den cello/du gav mig en gang/og billen der gik i mit hår/den er her vist endnu/grøn". Det er Irene Sidenius' (f. 1941) anden digtsamling.

Digtene undersøger temaerne liv og død, det som var og det som kommer. Den særegne syntaks giver digtene en speciel puls, men rytmen giver dermed hvert et ord en særlig rolle og betydning, som uvilkårligt sætter associationerne i frit løb hos læseren. Stærkest er de digte, hvor forfatteren inddrager naturen som et billede på menneskets evige søgen: "døden en grænse i lyset op stranden/(...)/for havet er stort fyldt med drømme og tåger/det løfter sig evigt i strømmende vandring". Trods det til tider svulstige sprog, er digtene uhøjtidelige og indbydende.

Både i tema og lidt i stil kan nævnes Carsten Müllers digtsamling Verdens synkende byer.

Læs hele vurderingen