En fabulerende sansemættet samfundskritik af juntatidens Grækenland. Bogen appellerer til et smalt publikum med interesse for græsk eller eksperimenterende litteratur.

Skønlitterær tekst, som er en blanding af kortroman, essay og tankestrøm. En unavngiven fortæller beretter fabulerende i lange passager om livet under et regime og befolkningens lidelser i et navnløst land, som er brudt sammen efter en krig. Dimitris Dimitriadis er en græsk dramatiker og digter. Da bogen udkom i 1978 var det i kølvandet på den voldsomme juntatid i Grækenland fra 1967-1974. Sætningerne breder sig over flere sider og punktummer er der næsten ingen af. Der er et forord og bogen er i lommeformat. Af forlaget omtalt som en nyklassiker. Det er den første udgivelse på dansk af Dimitriadis.

Det er en svært tilgængelig tekst med et fabulerende og sanseligt sprog. Det tager pusten fra læseren og det er nemt at fare vild i de meget lange tekstpassager uden ophold. Kompositionen kræver en trænet læser og gerne med kendskab til Grækenlands nyere historie. Forordet hjælper læseren på vej til at åbne teksten op.

Kompositionsmæssigt er bogen lig østrigeren Thomas Bernhards selvbiografiske serie, hvor første del er Årsagen