Bøger / faglitteratur

J.F. Willumsen - billedkunstneren som arkitekt


Beskrivelse


Om billedkunstneren J.F. Willumsens (1863-1958) arkitektur med værkanalyser af bl.a. "Den Frie Udstillingsbygning", to atelierboliger og friluftsteatret i Dyrehaven.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. apr. 2013

af

af

Anny Skov Madsen

d. 24. apr. 2013

Bogen om den alsidige kunstner og arkitekt er for studerende, forskere og særligt fagligt interesserede.

J. F. Willumsen (1863-1958) er mest kendt som billedkunstner med egne museer i Frederikssund og ved Hjørring. I bogen, der er skrevet af lektor MAA Birgit Weylandt, er der fokus på hans arkitektur, der sættes ind i en samtidig og nutidig kontekst samt betydning i dag. Første del er en introduktion til kunstneren og hans samlede produktion. Anden del er værkanalyser af "Den Frie Udstillingsbygning", to atelierboliger og friluftsteatret i Dyrehaven. Analyserne er baseret på originaltegninger og feltstudier og er suppleret med mange plantegninger, skitser og fotografier. Han er betegnet som en eksperimenterende, provokerende og grænsesøgende kunstner, og hans bygninger står stadig stærke. Gode noter og billedfortegnelse.

Bente Lange har skrevet billedværket: Den Frie Udstillingsbygning, 2011. Leila Krogh: J. F. Willumsen - over grænser, 2006 er et stort værk om hans kunst, og Ulla Hjorth: J. F. Willumsen i Europa, 2006 sætter ham i sin biografi ind i en europæisk sammenhæng og fortæller om oprettelsen af hans museum.

J. F. Willumsen var en alsidig kunstner og arkitekt. Den gennembearbejdede bog om hans betydning før og nu giver også viden om de kunstneriske bevægelser og kunstproduktionen i 1900-tallet. Den forskningsbaserede bog er en øjenåbner for den særligt interesserede i kunst og arkitektur, og derfor bør den stå på alle større biblioteker.