Det er den norske forfatters sjette bog i hjemlandet, men hans første på dansk. I romanen er fortælleren hovedsagelig en lille tiårig dreng. Fra en opvækst i en lille norsk landsby går hans verden og fortælles hans historie. Han er en stille, ensom dreng, en outsider med sin egen noget bizarre fantasi- og forestillingsverden, hvor han på remse lærer frygtelige diagnoser fra lægebøger. Men hans forestillingsverden bliver hans anker i livet og verden, hvor moderen er psykisk syg, og det er gribende, når den lille dreng stille, nærmest smertelig forsagt, fortæller, hvordan der er, når den han stoler på, moderen, langsomt forandrer sig. Der er ingen tvivl om at han er et elsket barn, og det ved han, men noget går i stykker, mørket sænker sig,, og hans mor og far er så optagede af bl.a. moderens sygdom, at de uden på nogen måde at ville det, kommer til at overse deres lille dreng. Det er en menneskelig, stilfærdig historie af den slags, der griber en, som lister sig langsomt ind under huden på læseren, en uafrystelig skæbnefortælling, der ikke trænger sig på med voldsomme virkemidler, men simpelthen er verden ifølge en tiårig dreng, der også har en historie at fortælle.