Skitser, skitser og atter skitser
Jørgen Kreiner-Møller
I store dele af det 19. og det 20. århundrede indtog strejken – den kollektive arbejdsnedlæggelse, der har til formål at udtrykke en protest eller gennemtvinge et krav – en central, dramatisk og, well, problematisk samfundsmæssig position som en dominerende politisk modstandsform. Afhandlingen I ambivalent kamp. Strejken og romanen 1850-1950 demonstrerer, hvordan strejkens historiske position spejles i den i den moderne litteraturs historie. Således findes der i vesteuropæisk og amerikansk litteraturhistorie en omfattende, men også overset tradition for strejkelitteratur. Afhandlingens fokus er en central subkategori inden for dette tekstkorpus; strejkeromanen – en distinkt og vedvarende, transnational og moderne litteraturform – der formes og præges af værkernes amivalente konfrontation med og bearbejdning af fænomenet. Det er denne relation mellem strejke og roman, der undersøges og eksemplificeres via analyserne af tre prototypiske strejkeromaner: Émile Zolas (1840-1902) Germinal (1885), Martin Andersen Nexøs (1869-1954) Den store kamp (1909) og John Steinbecks (1902-1968) In Dubious Battle (1936).
Parallelt med det centrale litteraturhistoriske argument rummer afhandlingen en række mere principielle perspektiver. I hvert fald tre. For det første præsenterer den et formanalytisk argument, der drejer sig om forholdet mellem sociale og litterære former. For det andet problematiserer den en udbredt opfattelse af den moderne litteraturs karakteristika (moderne litteratur = modernisme) og argumenterer for at den form for politisk engageret litteratur, som strejkeromanen tilhører, må tilgås som en udpræget moderne tradition. Endelig – og for det tredje – giver undersøgelsen af strejkeromanen anledning til en kritisk overvejelse af det man kunne kalde litteraturens politiske dimension, men også det politiske som sådan, hvilket er kernen i afhandlingens diskussion med Jacques Rancières indflydelsesrige æstetiske og politiske tænkning.
