Bøger / skønlitteratur til børn

Hvilken farve har kærlighed?


Beskrivelse


Billedbog. Moster Susan er hvid, og onkel Robert er sort, men hvilken farve får deres baby? Moster forklarer sine fantasifulde niecer, at babyen hverken bliver zebrastribet eller polkaprikket, men mulat.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. nov. 2008

af

af

Pia Boisen Michelsen

d. 14. nov. 2008

Billedbog fra 4 år om at få en mulatbaby. Oplagt til forældre- eller søskendehylden, hvis man har en sådan. Bogen er velegnet til samtalebog, da pigerne stiller mange fjollede spørgsmål, som man kan grine lidt af, samtidig med at begrebet mulat forklares enkelt og forståeligt.

To små piger tænker, så det knager. Moster er hvid, og onkel er sort. Hvilken farve får deres lille nye fætter eller kusine mon? Zebrastribet, polkaprikket eller måske ternet? Niecerne har en livlig fantasi, men moster forklarer, at babyen bliver mulat. Fin belgisk billedbog med en særpræget og fængende billedside. Teksten er kortfattet og skrevet i et enkelt mundret sprog. Billederne er meget kunstneriske og kan nok bedst beskrives som flotte på en pudsig og upoleret facon. Illustrationerne er en blanding af fotos, decoupage og tegning, som er sat sammen til en farvet mosaik med et afrikansk islæt. Pigernes kjoler er fotos af rigtigt stof, mens deres kæmpeansigter er tegnet i en lidt kantet blyantsstreg med varme akvarelfarver. Billedernes vinkler er skæve og anderledes, men spændende at fordybe sig i.

Billedbøger om mulatter er ikke det, der er skrevet mest af, men emnet skal nok fange de yngstes opmærksomhed på linje med andre bøger om herkomst.

Kunstnerisk billedbog om at få en mulatbaby. Enkelt mundret sprog. Særpræget og fængende billedside med mange flotte farver og former.



Informationer og udgaver