Bøger / skønlitteratur til børn

Hvad tænker Lasse?


Beskrivelse


Billedbog. "Hvad tænker du på?" spørger morfar. "Ikke noget", siger Lasse. Sådan svarer børn ofte, men som det er med Lasse her, så er hovedet jo fyldt med tanker.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. aug. 2009

af

af

Bo Knudsen

d. 6. aug. 2009

Lille filosofisk historie om hvad der rører sig af tanker i hovedet på en 5-årig. Fin til en snak. Udmærket forside der afspejler indholdet. For de ca. 4-5-årige.

"Hvad tænker du på?" spørger morfar. "Ikke noget", siger Lasse. Sådan svarer børn ofte, men som det er med Lasse her, så er hovedet jo fyldt med tanker. En vinterdag, mens Lasse står og venter, følger vi tankestrømmen, der bl.a. rummer dinosaurer, verdensrummets uendelighed og fremtidsplaner for at ende ved hvad en evt. ny hund til morfar skal hedde. Tidholm tegner i en enkel, udtryksfuld og naiv stil, der fint formidler stemninger og følelser. Tegningerne, i dæmpede farver og helt udfyldte opslag, udvider den stilfærdige og udmærkede tekst, som Mik Mekaniks "far" står for. Vi er langt fra flamske pang-farver og overforenklede budskaber.

Ligner i tegnestil og stemning meget tegnerens tidligere Jeg har brug for lillebror (03/10). Tænksomme børn har vi en del af i børnelitteraturen, men en bog, der kan give en tilsvarende snak om tanker og tankeflugt, er fx Vokseværk (04/06).

Denne svenske billedbog appellerer med sin stil og stemning langt mere til mig end de overforenklede billedbøger, vi ser så mange af for tiden. Dem hvor begrebsindlæringen tegnes med tommetykke konturstreger og budskabet skæres ud i pap og understreges yderligere med en titel, der kunne lyde "Jeg kan også tænke".