Bøger / faglitteratur til børn

Holocaust : nazismens folkedrab


Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. dec. 1999

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 21. dec. 1999

Her redegøres først bredt for baggrunden for den nazistiske ideologi og det europæiske jødehad, som i den tyske kombination førte til Holocaust. Derefter behandles udryddelserne, ghettoerne, slavearbejderne og raceteorierne. Bedst står fremstillingen, hvor forfatteren lader kendsgerningerne tale og undlader at indflette egne synspunkter. Håndfaste udsagn som, at tyske arbejdere var glade for at bygge gaskamre, synes jeg trækker noget ned. Men bogen er værdifuld qua sin fine historiske samtidsramme, hvor man ikke bare udstiller men også analyserer den øvrige verdens passivitet, fascination omk. Tyskland og den indirekte støtte til nazisterne ved at nægte jøderne tilflugt. Stærkest står den skarpe formidling af den modbydelige effektivitetskynisme – grundigheden i forskningen efter metoder til at dræbe så rationelt som muligt og genbruge alle efterladenskaber. Ofrene betalte selv togturen til gaskamrene, men for børn under 4 år var rejsen dog gratis! Der fortælles også, hvordan man spillede fangerne ud mod hinanden for selv at slippe for det beskidte arbejde. Til sidst henvises til nutidige eksempler i Bosnien og Kampuchea. Bogen, der er illustreret med s/h fotos, kort m.m., byder på en engageret og nærværende formidling af det alvorlige emne mht. målgruppen og er velegnet til undervisning eller selvlæsning fra 13 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 21. dec. 1999

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 21. dec. 1999

Denne fremragende redegørelse for nazisternes folkedrab i 1930'rne og 40'erne er en del af serien Det 20. årh.s historie. Bogen er så præcis i sproget og så klar i opbygningen, at den vil kunne forstås af unge allerede fra 12-13-årsalderen. Samtidig er bogen så grundig, at den også er relevant for væsentlig ældre læsere. Holocaust beskriver brutalt enkelt, hvordan forfølgelserne af jøder og andre udstødte befolkningsgrupper fandt sted, begyndende med forhånelser og chikanerier og udmundende i et vanvid af velovervejede massedrab. Uden at svælge hverken i meget følelsesladede udgydelser eller unødvendigt blodige beskrivelser leveres en kølig, redelig beskrivelse af et af verdenshistoriens sorteste kapitler. Netop denne kølige distance til stoffet er vigtig, hvis man skal bruge historien til at lære noget om nutiden og fremtiden af. Illustrationerne udgøres af fotos, der for en stor del er ganske velkendte, men ikke desto mindre stadig fungerer stærkt som dokumentation for, at disse begivenheder rent faktisk var ligeså grusomme, som beskrevet i teksten. Bogen her adskiller sig fra andre bøger for unge om dette emne ved større sproglig klarhed og især ved en meget grundig beskrivelse af forhistorien psykologien bag nazisternes had og jødeforfølgelser. Desværre en absolut nødvendig bog.


Folkeskolen

Årg. 117, nr. 23 (2000)

af

af

Hans Erik Berthelsen

Årg. 117, nr. 23 (2000)