Stofområdet for EAN's store afhandling er Holbergs komiske forfatterskab, som det udfolder sig i årene 1718-27, d.v.s. Peder Paars, skæmtedigtene, komedierne, metamorfoserne, altså forfatterskabet inden det Første Levnedsbrev. Stoffet behandles ud fra spørgsmålet, om H. var klas-sicist eller antiklassicist, et problem, der bunder i, at H. som ingen anden i da. litt. bearbejder sin klassiske arv, samtidig med at han udtrykker sig i værker, der forholder sig komisk-parodisk til denne arv, »- et indviklet ironisk spil, der synes at udgøre et centralt træk i H.'s væsen som menneske og forfatter«. EAN vil altså belyse H.'s psyke ud fra en tese om, at rækkefølgen af genrer, som H. i dette livsafsnit betjener sig af, ikke er tilfældig, og han gør det i en række meget stofrige værkanalyser, der ud fra bogens hovedtese centrerer sig om H.'s forholden sig til genrer og forbilleder - men meget »rundt« hvad komedierne, hvor H.'s evner blomstrer rigest, angår. - Det er blevet en megetinspirerende bog, kompakt og provokerende, der skriver sig ind i den videnskabelige H-diskussion. EAN har søgt at tilgængeliggøre værket også for ikke-fagfolk, men den »læge læser« skal være særdeles velmotiveret for at hænge på (men belønnes så). Noter. Litt.henvisninger.
