Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Himmelkatten


Beskrivelse


Matt er kahytsdreng på luksusluftskibet Aurora, da han møder pigen Kate. Hun er på jagt efter nogle store vingede væsner, der både er en kat og en fugl. Da pirater angriber skibet, tager den dramatiske handling fart.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. juli 2005

af

af

Tove Delica

d. 11. juli 2005

Under læsningen af denne bog fik jeg associationer til Jules Verne, Titanic og Bermuda Trekanten - og det er positivt ment. Den unge Matt er kahytsdreng på luksus-luftskibet Aurora. Luften er hans rette element, og hans højeste ønske er at blive kaptajn. På en rejse møder han den rige pige Kate, der efter at have læst sin afdøde bedstefars logbog søger efter nogle vældige vingede væsner, en krydsning mellem en fugl og et kattedyr, som ingen vil tro på eksisterer. Da luftskibet bordes af pirater og må nødlande på en tropeø, tager handlingen fart. Det er en dramatisk og meget velskrevet historie, der suger læseren ind i et mærkeligt tidløst miljø. Den detaljerede beskrivelse af luftskibet og dets mange tekniske detaljer, mandskabet, passagererne og livet om bord virker særdeles troværdig. Vi tror på den fantastiske handling og hænger på til sidste side, for at få spændingen udløst. Den flotte og indbydende forside med Matt på udkig har appel til børn - også drenge - fra 12 år. Forfatteren har tidligere fået 2 bøger udgivet på dansk, senest Sølvvinge i 2002.