Bogen er generelt til læsere af danske krimier. Modtagerne skal dog lige være forberedt på, at vi ikke bliver præsenteret for et "opklaringsplot", nærmere ti parallelle forløb med udøverne af forbrydelserne og politiet frem til deres møde. Spændingen samler sig om, hvordan det foregår.

Dette er en debut, og forfatteren har if. forlaget baggrund indenfor psykiatri og antropologi. Fire kvinder mødes i en samtalegruppe for voldsramte, ved et møde overfaldes de af en psykopat, en af kvindernes eksmand og dræber ham i selvforsvar. Dette er startskuddet til et hævntogt mod først og fremmest deres egne plageånder, dernæst mod ondskaben, mennesker der misbruger andre og nyder vold. Altså i gruppens univers er det retfærdige handlinger. Sideløbende med deres "aktioner" følger vi, hvordan Den Nationale Efterforsknings Enhed ledet af kriminalinspektør Barkved arbejder sig nærmere en opklaring af hændelserne. Der er nogle skarpe moralske diskussioner, kvinderne imellem, "Helakyrierne", som de døbes i boulevardpressen (Hela= dødsgudinden i nordisk mytologi), hvorimod jeg ikke føler, den gemytlige kaffe-og-wienerbrød-tone på politigården passer ind i stemningen. Og da slet ikke i slutningen, hvor Barkveds rørende historie om familien, på trods af dens underholdende element, bruges som effekt.

Jeg kender ikke andre krimier, hvor forbryderne faktisk er heltene.

Historien er nogenlunde ubesværet fortalt, og de moralsk provokerende pointer tilsætter den portion syre, der gør det interessant.