Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Havets ild


Beskrivelse


Fantasy. Tarannee har i vrede sagt til sin storebror at hun ville ønske hun aldrig skulle se ham mere. Sådan noget skal hekse aldrig sige. Pigerne i W.I.T.C.H. må træde til.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 12. nov. 2002

Dette bd. i L.K.s nye internationale fantasyserie W.I.T.C.H. udkom tidl. på året som paperback og foreligger nu i en hardcover-udg. Serietitlen dækker over forbogstaverne i navnene på de 5 heksepiger, som udgør "Vogterne af Kandrakar". De lever i et angelsaksisk hverdagsmiljø, som dog er en del af et fantasyunivers. I denne bog kommer pigen Taranee til at sige til sin bror, at hun aldrig ønsker at se ham mere. Det fører til, at broren fanges af en ond troldkvinde, som vil gøre brug af T.s kræfter. Alt løses dog, især takket være de 5 pigers fælles kræfter. Bogen er en udpræget "pige-fantasy", hvor pigernes magiske styrke især fungerer i kraft af deres fællesskab. Bogen er oprindelig skrevet på engelsk og oversat med hjælp fra forf. Den signalerer udpræget massemarked. Hvert kapitel (og omslaget) er ill. med et farvestrålende billede af hovedpersonen i en pågående tegneseriestil, der leder tanken hen på Elverfolket, og siderne har rosa vandmærker. Teksten er velskrevet, og historien er skruet godt sammen, selvom der er et stykke op til Skammertegn-niveau. Personerne kan virke skabelonagtige, men historien vil fænge hos fantasy-læsere (piger) fra ca. 10 år, som også kan tegne abonnement på et W.I.T.C.H.-tidsskrift.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Hans-Christian Uth (skole)

d. 12. nov. 2002

Så er der mulighed for at få kulørt, effektiv underholdning til pigerne på 4.-6.klassetrin. Kulørt gælder både indholdssiden og udstyrssiden. Der er tale om et Disney-produkt som ifølge kolofonen er oversat og bearbejdet af Lene Kaaberbøl. Titlen indgår i serien W.I.T.C.H. som forøges med en titel pr. måned. Fans kan tegne abonnement på serien i en paperbackudgave, hvor nærværende er hardback. Seriens univers er et amerikansk, politisk korrekt, multietnisk vestkystmiljø, hvor fem piger i senpuberteten har dannet en hekseklub idet de har konstateret at have overnaturlige evner på hver deres element: vand, ild, jord, luft og energi. Rammefortællingen i Havets ild drejer sig om at én af hovedpersonernes bror er forsvundet under windsurfing. Taranee, som søsteren hedder - Tét i W.I.T.C.H. - er overbevist om sin medvirkende skyld i brorens mystiske forsvinden og får hekseklubben til at gå ind i sagen. Vi bliver herefter draget ind i et undersøisk ondskabens imperium, som kun overvindes ved opbydelsen af alle gode og fælles heksekræfter. Bogens sprog er temmelig voksent og meget klichefyldt. Hvert kapitel indledes med en helsides meget kulørt tegning af én af de fotomodelagtige hekse.


Folkeskolen

Årg. 120, nr. 45 (2003)

af

af

Tonny Hansen

Årg. 120, nr. 45 (2003)