Bøger / skønlitteratur / digte

Haven med de 12 digte


Beskrivelse


Lettilgængelige og underfundige digte med naturbilleder og stemninger fra havelivet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. feb. 2011

af

af

Poul Flou Pedersen

d. 1. feb. 2011

Taknemmelige lystlæsere af Eske K. Mathiesens frydefulde digtunivers vil sætte pris på disse finurlige digte, om end det meget lille hæfte mest har karakter af gavebog.

Sjældent ser man dog så små bøger - dette hæfte, som er 10 cm højt og 15 cm bredt, er upagineret og har 28 blade og et omslag, der er hæftet og syet i ryggen, så man bliver helt varm indeni. Bogen er trykt i 200 nummererede eksemplarer på godt papir. Digtene løber på højresiderne, mens venstresiderne udgøres af fine akvareller af Ane Vandel Kristensen. Akvarellernes varme og dybe farver virker ægte og godt gengivet og taler vellykket sammen med Mathiesens sproglige fabuleren. De sidste frugter plukkes i haven inden efteråret sætter ind, de russiske rødbeder nikker "da, da", og musehullet ler højt, når det bliver kildet af den fede mus, der klemmer sig ud og ind. Jo, der er en rigtig rar og tryg stemning i Eske K. Mathiesens digte, og selv den mest forhærdede ikke-digtlæser kan blive blød i knæene.

Eske K. Mathiesens digte udkommer på stribe i disse år. Senest Den forelskede regnorm i Jorinde og Joringels digtserie. I 2009 modtog Eske K. Mathiesen Kritikerprisen for hans vidunderlige Bonjour monsieur Satie.

Oh, at være et rosenblad i Eske K. Mathiesens dejlige digterhave! En med al respekt lille bagatel af en digtsamling fra en af vores fineste lyrikere.