Musik / rock

Grand prix


Anmeldelser (6)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. apr. 2015

af

af

Thomas Tiedje

d. 24. apr. 2015

I sommeren 2011 skrålede alle med på Ulige Numres single "København", som var en smuk hyldest til vor smukke hovedstad. Senere faldt anmelderne i svime op bandets debut-ep og forsanger Carl Emil Petersen, som med ét fremstod som den unge generations store rocklyriker, og med det prædikat fik han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2012. Nu er Ulige Numre klar med to'eren, og Carl Emil synes at have konsolideret sig som tekstforfatter. Bedst går det på den strålende nationalsang "Frit land", med linjer som: <i>"Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn/Alt det smukkeste gør ondt/fra myggestik ved søerne/til trådene i bølgerne der brænder hendes ben"</i>, eller på singlen, det fine erindringsglimt "Halvnøgen". Rent musikalsk er "Grand Prix" til gengæld er speget affære. Hvor debut-ep'en lød frisk og sprød, har Ulige Numre denne gang været i Stockholm og indspille hos en hot shot-producer, der desværre har nedtonet og udfladet bandets lyd. "Grand Prix" lyder i denne konsulents ører ofte som en gang uinspireret bodegarock, og var det ikke for Carl Emil Petersens vokal, kunne det her ligeså godt være Allan Olsen eller Bruce Springsteen. Det er dog næppe noget der vil falde bandets store fanskare for brystet.


Gaffa [online]

d. 11. apr. 2015

af

af

Pelle Sonne Lohmann

d. 11. apr. 2015

"Ulige Numre har ikke på noget tidspunkt fremstået som et originalt bekendtskab, hvilket i sig selv ikke er problematisk, men når der samtidig er lidt længere end sidst mellem de virkelig melodiøse snapse, så er det selvsagt ikke optimalt. Håndværket er som altid i orden og i reglen bare bundsolidt rock-kram uden svinkeærinder - tilmed med nydelige doser guitar-lækkerier - men lidt flere overraskelser og lidt flere uimodståeligt medrivende numre ville have løftet oplevelsen".


Jyllands-posten

d. 13. apr. 2015

af

af

Peter Schollert

d. 13. apr. 2015

"Man sidder hele pladens næsten 35 minutter med en følelse af, at Carl Emil Petersen har gjort sig umage med ordene, mens han og resten af holdet har været optaget af at kreere et opus, som hænger sammen i lyd og tema. Som album gjorde i gamle dage. Men unikt er albummet ikke - i hvert fald ikke i den forstand, at det skiller sig ud som noget aldeles overrumplende i dansk musikhistorie. Tværtimod læner det sig nysgerrigt og kærligt op ad de fortælletraditioner, som bl. a. Kim Larsen/ Gasolin', Niels Skousen, Sebastian og i nyere tid Nikolaj Nørlund har stået for".


Politiken

d. 11. apr. 2015

af

af

Pernille Jensen

d. 11. apr. 2015

"Den lyder ganske enkelt mere smooth og lækker, end godt er, og jeg savner indædt den mere organiske lyd, der prægede 'Nu til dags'. Her kunne man virkelig høre de forskellige instrumenter filtre sig umærkeligt ind i hinanden, hvorimod de på 'Grand Prix' ofte lyder som en alt for ensartet masse. Den produktion ville passe bedre, hvis bandet hed Lige Numre, og det gør de jo netop ikke ... Der er en giftig magelighed over det tilbagelænede, P4-venlige tempo på 'Os idioter' og navnlig førstesinglen 'Halvnøgen', som ikke klæder bandet særlig godt. Det gør det kun mere sært, når man nu kan mærke masser af både rastløshed og energi i sangenes tekster".


Berlingske tidende

d. 12. apr. 2015

af

af

Mads Hendrich

d. 12. apr. 2015

"På »Grand Prix« slår Ulige Numre endegyldigt fast, at succesen er dem vel undt. At der så også forekommer mindre skarptskårne øjeblikke undervejs, som »Planter« og »Før Jeg Mødte Dig«, lever man fint med. Her er fortsat plads til forbedringer, men talentet er stort og uomgængeligt. Ynglingene har speederen trykket i bund og fremtiden for deres fødder".


Information

d. 4. maj 2015

af

af

Anna Ullman

d. 4. maj 2015

"Deres andet album Grand Prix kunne man kalde poleret og måske lidt overarbejdet, men det har jeg egentlig ikke noget imod. Det viser bare, at deres pophjerte banker varmt, selv om den rockklichéfyldte denimjakke stadig sidder lovlig stramt om skuldrene ... Ulige Numre er et yderst habilt orkester, der kender deres virkemidler og ikke er bange for at bruge dem. Sætter man en af deres plader på, bliver man med sikkerhed lukket ind i et rum, hvor guitarernes forvrængede molakkorder altid falder med effektfuldt tyngde, og følelseslivets intensitet er det gyldigste parameter. Det er velfærdsrock på godt og ondt".