Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

Gode kræfter samles


Beskrivelse


Dian er ved at komme til kræfter og får overdraget Dragesværdet. Foglan skal lære ham at bruge det, men vil han lære det af en pige?

Emneord



Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. okt. 2003

af

af

Kristian Nielsen (skole)

d. 22. okt. 2003

Dian, som blev alvorligt såret af gobliner i 7. del af Drageherren, er nu med hjælp af Hagas magi og urterne fra Sumpen ved at komme til hægterne igen. Snart er han så rask, at Haga overdrager ham dragesværdet og siger til ham, at han nu skal lære at bruge det. Da han får at vide, at Foglan, Hagas datter, skal træne med ham, bliver han sur og siger, at han godt kan bruge sværdet. Han kan dog end ikke få sværdet ud af skeden og må dog erkende, at uden Foglans kendskab til magi kommer han ingen vegne. Efter nogle forviklinger kommer der gang i træningen og de to bliver gode venner. I løbet af den forestående vinter skal de planlægge slaget mod Nagir, Terras onde konge, som ikke er en rigtig konge fordi han ikke har Dragesværdet. Dette bind adskiller sig fra de foregående syv ved at Dian ikke på noget tidspunkt er i livsfare, og hele tiden er omgivet af gode venner, mens der lægges op til den endelige, afgørende kamp mellem det onde og det gode. Sprogligt er den på linie med de foregående. Hans Høygaards illustrationer følger og supplerer igen teksten meget fint, både i streg og stemning. Omslagsilustrationen vil også med dette bind være med til at "sælge" bogen til målgruppen, elever fra 2.-3. kl. (8-9 år) og ældre svage læsere. Velegnet til højtlæsning i indskolingen.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. feb. 2019

af

af

Stine Bille

d. 18. feb. 2019

I serien "Drageherren" tager Dian ud på en lang og farefuld rejse. Han vil prøve at befri landet fra den onde Nagir. Sammen med nye venner kæmper de for Terras frihed. For de 8-10-årige.

Alle 11 bind i serien "Drageherren" udkommer nu i serien "Blå læseklub". Hovedpersonen er drengen Dian, der er vokset op som hittebarn hos en gammel kone. Da han bliver valgt til drageoffer, starter hans kamp for at overleve, og for at nedkæmpe den onde Nagir og hans hær af orker. På sin lange rejse, som der fortælles om i de 11 bøger, møder han mange forskellige farefulde udfordringer, og Dian skal kæmpe mod mange onde fjender. Heldigvis får han også mange nye venner, som alle ønsker at hjælpe ham. De ser alle noget helt specielt i ham, og langsomt finder de ud af, hvem han i virkeligheden er. Teksten er læsepædagogisk bearbejdet i forhold til den tidligere udgave, fx har man fjernet store bogstaver på stednavne, delt flere ord med bindestreg og ændret skrifttypen til en mere læsbar type. Bøgerne har lix 8 til 10, dog har del 9 nu en lidt lavere lix.

Det er en fantastisk fantasy-fortælling. Historien bliver mere spændende for hvert bind, og man bliver indfanget i Drageherrens univers. Illustrationerne underbygger historien og de følger teksten fint, både i streg og stemning.

En anden rigtig god og spændende fantasyserie er serien om "Ulveridderne", fx Ulveridderne - flammen i øjet.