En bog, der skrives af terapeutiske årsager, bliver ikke altid til en alment interessant udgivelse; men det er lykkedes i dette tilfælde. Karin Dyhr beskriver i denne romans indledning, hvordan hun kom så langt i sin helingsproces, at hun kunne lægge afstand til fysisk og psykisk misbrug i barndommen og kunne skrive denne beretning. Og en grufuld beretning er det blevet. Ind i historien om pigen Ida og hendes færden på psykiatriske hospitaler væves billedflashbacks fra barndommen, journaluddrag, breve til veninder og uddrag af Idas dagbog. Alt sammen fortæller det om en utrolig jernvilje til at fungere i samfundet på trods af de dybe skader og en utrolig vilje til at bearbejde og bekæmpe og besejre. Livet på en lukket afdeling inklusive Idas psykotiske anfald, der kan eksplodere i voldsom selvdestruktivitet, skildres ligetil og hverken med overdramatisering eller som klagesange. Selvom historien undervejs skulle efterlade tristhed, så gør den det ikke - tværtimod. Den giver udbytte på flere måder: et indblik i et såret sind og i livet på et psykiatrisk hospital. Den demonstrerer konkret, hvordan en skriveproces kan være udviklende, og så er den også spændende.