Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Gert er genert


Beskrivelse


Drengen Gert kæmper med en generthed, der gør, at han både må gemme sig bag mors ben, inde i en cowboyhat og under sengen, når der kommer gæster. Men så møder Gert heldigvis pigen Nanna.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. apr. 2011

af

af

Zenia Johnsen

d. 8. apr. 2011

En lille højtlæsningsbog fra 5 år og selvlæsning fra 8 år. I firkantede bibliotekssammenhænge vil bogen måske komme lidt i klemme rent opstillingsmæssigt. Som højtlæsning risikerer den at forsvinde pga. sin beskedne størrelse. Som letlæsning mangler den et vejledende lix, ligesom den måske er for svær at læse for de børn, der vil blive mest underholdt af historien.

Gert er allerede genert på forsiden, hvor han med et par store blå øjne og hænder for ansigtet slår historiens tematik ret præcist an. I hele sit 8-årige lange liv har Gert kæmpet med generthed. Tidligere har han gemt sig bag ben og en meget stor cowboyhat, og situationen tilspidser, da moren får en kæreste. Gert må gemme sig under sengen og endda indtage sin aftensmad der, pga. galopperende generthed. Men da Gert møder Nanna, vender genertheden. Det er en sød historie, som især de yngste kan identificere sig med. Sproget er fint og enkelt. Illustrationerne af Peter Jørgensen er farverige, udtryksfulde og iøjnefaldende i en stil, som måske vil genkendes som retro.

Der findes flere billedbøger om følelser, hvis tilgang til emnet er af en mere faglig karakter fx Doris Rübels Bange, vred og glad. Gert er genert rummer et lag ekstra mere med et personligt nærvær.

En sød og fin højtlæsningshistorie om generthed, som vil underholde og vække genkendelse i børn fra ca. 5 år. Som selvlæsning fra 9 år vil tematikken ikke være så aktuel.