Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Fusse på landet


Beskrivelse


Fusse oplever mange sjove og dramatiske ting, når han er på ferie hos sin underlige familie i Jylland.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. aug. 2000

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 16. aug. 2000

Det er længe siden (96/27) der sidst var nyt fra festlige Fusse, men her i seriens femte bind er han tilbage i vante frisktfortalte stil. Som tidligere er det en sjov historie fortalt af Fusse selv med en fin selvironi omkring knægtens særlige evne til at komme galt af sted. Denne gang fortæller han om sommerferieophold på onkelens store gård i det midtjyske. Ikke bare er sproget anderledes og giver anledning til pudsige misforståelser, men levevis og holdning er også meget forskellig fra Fusses kendte storbyforhold. Det kommer der mange sjove episoder ud af. Historien er beregnet for svage læsere fra 4.-5. klasse, men det er faktisk ikke nogen rigtig letlæsningsbog. Nok er sproget enkelt med korte sætninger og meget hyppige afsnitsbrud i de korte kapitler, men den lune ironi i fortællerholdningen forudsætter evne for at læse en stor del mellem linierne også og en del pointer forudsætter læsning af jysk mundart i en slags dialektlydskrift. Bogen er bedst til underholdende læsetræning med en smule landbrugsfaglig indsigt oven i købet. Illustrationerne er helsides farvetegninger med våde farver i skæve kulører. Der er hurtigt skitserede billeder, der viser episoder fra historien uden egentlig at være til støtte for læsningen.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. aug. 2000

af

af

Tove Delica

d. 16. aug. 2000

I serien Blå Dingo med 3 prikker, beregnet til børn i 4.-5. skoleår, kommer her den 4. bog om Fusse. Her fortæller han om sine ferier hos familien på en stor gård i Jylland. Der er ingen egentlig handling men en række episoder især om, hvordan Fusse oplever disse mærkelige landboer. Særlig deres uforståelige sprog giver anledning til mange misforståelser og moro. Fusse er gang på gang uheldig, sidder fast i loftsvinduet, falder i grisepølen, mistænkes for at være pyroman o.m.a. Bogen er let at læse - måske undtagen det jyske sprog. Jeg synes dog ikke den er helt vellykket. Den manglende handling gør det svært at fastholde interessen, og bogens humor virker flere steder ret anstrengt, ligesom livet på gården ikke har meget at gøre med moderne landbrug. Mange helsides farvetegninger illustrerer karikeret, næsten grimt, men passende til bogens tone.