Bøger / faglitteratur

Forkølelse og dens følgesygdomme


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juni 2014

af

af

Mette Fersum

d. 24. juni 2014

En bog om forkølelse, mest til dem der ofte har mellemørebetændelse, bihulebetændelse, astma, lungebetændelse m.m. Forfatteren håber at også fagfolk i børnehaver, vuggestuer, apoteker og hospitaler vil læse den.

Niels Mygind er pensioneret læge og har været ansat på Rigshospitalets øre-næse-halsafdeling. Han har sammen med en kollega skrevet en disputats om forkølelse. Formålet med bogen er at øge viden om sygdommen, og i populær form videregive noget af det der er skrevet i videnskabelige artikler om forkølelse. Der er ikke nogen skarp grænse mellem forkølelse og virussygdomme i luftvejene, så disse er også beskrevet. I Danmark er der mindst 10 millioner forkølelser om året. Forkølelse er ofte årsag til astma og forværring af KOL. Det gennemgås hvordan næsen er opbygget og dens funktion, hvad er virus, hvordan smitter forkølelse, sådan rengør man næse og hænder, kan man undgå at smitte andre, symptomer hos voksne og børn, influenza og forkølelse, medicin og falsk strubehoste. Det er så absolut en simpel basisbog helt i øjenhøjde med læseren med de mest almindelige faktuelle oplysninger.

Der er ikke andre nyere bøger om emnet, men der findes en del tidsskriftsartikler der behandler de samme temaer. N.M. har en lang litteraturliste med videnskabelige artikler der underbygger emnet.

Det er sjældent jeg har oplevet en læge omsætte videnskabelig viden til et så let og tilgængeligt sprog, så er man selv forkølet eller er børnene, vil der være meget rigtig god information.