For endnu at kunne leve

PMM's anden selvstændige digtsamling udover gendigtningen af det gæliske epos Klagesang for Art O Laoghaire (95/36). PMM's irske baggrund genfindes også i disse prosadigte, der er præget af højstemthed, vid horisont og livtag med tilværelsens store spørgsmål. PMM maler overvejende med den brede pensel: "Erindring er legemers spor. En svag stråle fra en/forsvunden stjerne. Eller opflammende som/kometen, snart udslukt og splintret i et lydløst/nedslag. Og i et uvejsomt landskab findes/krateret. Som en fordybning, et ar og en smerte." Men han har også andre orienteringspunkter og skriver fx jordnære og sanselige digte om kvinder som farverige og højstilkede glas og geder med strittende haler! Der er smukke og dystre, men også lovligt patetiske passager, som vi ellers ikke ser så tit i dansk lyrik. Når teksterne alligevel ikke fungerer efter hensigten alle steder, skyldes det, at de eksistentialistiske og naturmaleriske ord- og billedkonstruktioner ofte er for statuariske og vil have svært ved at engagere læseren. En nydelig lille bog, der nok kan have appel til æstetikerne blandt lyriklæsere.

Læs hele vurderingen