Den unge, smukke pige med det korngyldne hår får ved sin mors dødsleje at vide, at hun er ud af en priviligeret slægt og arving til i hvert fald nogle af den indtil nu ukendte bedstefarsrigdomme. Ved ankomsten til det fædrene gods møder hun den kønne og måske lidt tvivlsomme unge mand samt den flotte og endnu mere tvivlsomme mand -for det kan den kvikke læser naturligvis straksgennemskue. Den trofaste, gamle tjener ønsker kun, at den unge nyfundne kvindelige slægtning kan støtte patriarken. Trøst dig kære læser, alt ender godt. Morten Korchs nyeste? nej, en af R.Pilchers første, og gid vi dog havde måttet nøjes med Konkyliesamlerne og September, som er gedigen og anvendelig underholdning. Nærværende ligner som I Tvillingernes Tegn og især Karrusellenøvelser forud for de to store romaner. I denne er figurerne alt for genkendelige, de genopstod jo senere i forbedret udgave, og handlingen alt for forudsigelig og uden egentlig troværdig substans.Men jeg læste den da selvfølgelig tilende - for at se, hvordan de unge elskende, de mødte hinanden på s. 15, dog fandt sammen og for til slut at forundres over den klodsede måde, det blev klaretpå.