Dette er en debut-bog af en 70-årig forfatter. Han beskriver sin egen barndom, fra 4-14 år (før, under og efter 1. verdenskrig) på landet i Jylland (Hobro, Holstebro), hvor faderen rastløstflytter sin stadigt voksende familie fra gård til gård, ofte med dags varsel, når de flygter fra terminerne det gamle sted. Bonde skulle han aldrig have været - handel trak mere. Det var denganglige så svært som nu at finde den rette hylde - og have råd til den -. Heri ligger vel noget af forklaringen på de usle kår, han bød kone og børn - og det opfarende sind, der fik børnene til atfæste sig selv bort i slidsomme pladser allerede før de blev 10. Moderens liv var et helvede: altid gravid og aldrig mad nok til børnene. Det var kummerliv som i Riismøllers bog Sultegrænsen. Antonfortæller godt, letløbende og i hvad der forekommer en autentisk sprogtone. Der er ikke foretaget retoucheringer i dagliglivets hændelser, men der tærskes ikke langhalm på elendigheden, - sandeliger det "førrødstrømperne"! Udover at læses som en velfortalt, spændende beretning om "dengang", er bogen et levende bevis på kvindebevægelsens overvældende berettigelse. Anvendes overalt, og iflere sammenhænge. Forfatteren bebuder en fortsættelse

.