Film / fiktion / tv-serier

Fargo. Disc 1


Beskrivelse


Til provinsbyen Bemidji i Minnesota ankommer i 2006 den mystiske Lorne Malvo, der viser sig at være lejemorder. Betjenten Molly forsøger uden støtte fra sine overordnede at påvise sammenhænge mellem en række mord.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. nov. 2014

af

af

Frans Rasmussen

d. 14. nov. 2014

På forbilledlig vis er det lykkedes at lave en tv-serie med inspiration fra en filmklassiker, der supplerer og udvider oplevelsen fra originalen. Fra 15 år.

Serien er baseret på Coen-brødrenes film fra 1996. Men det er en selvstændig produktion med nye karakterer og historier, der i stil minder om forlægget. Som spillefilmen foregår serien i et snebelagt Minnesota, dog ikke i byen Fargo, men provinsbyen Bemidji år 2006. Lejemorderen Lorne Malvo, Billy Bob Thornton, er den gennemgående figur i sæsonens 10 episoder. Han får en afgørende rolle blandt indbyggerne, hvis skæbne gennem ham flettes sammen, bl.a. den underkuede forsikringsagent Lester Nygaard, hvis plageånd Lorne rydder af vejen. Den unge betjent Molly Solverson forfølger trods modstand fra overordnede alle spor i de mange mordsager og er en direkte parallel til Marge i Coen-filmen.

En ekstremt velfortalt serie fuld af kringlede historier. Den er konstant underholdende og forstår på samme måde som forlægget at forene den tragiske skæbnefortælling med en underspillet humor. Velspillet og portrætterer overbevisende ægte mennesker, både de afstumpede, de kvikke og de der af skæbnen viser sig at være farlige.

Serien har fine hentydninger til forlægget, men det er slående at trods sin selvstændighed den i nogle af episoderne har temaer til fælles med en del andre Coen-film, fx No country for old men.