Bøger / skønlitteratur / roman

Evighedens mærke : en fortælling om tiden, slægten og kærligheden. Bind 1


Beskrivelse


Peter Andersen stifter cykelfabrikken Jyden i Aalestrup, og i denne slægtsroman følges hans og familiens liv i tre generationer i årene 1888-1956.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. dec. 2010

af

af

Lone Krøgh

d. 22. dec. 2010

Slægtsroman i tre bind om familien Andersen, der stod bag cykelfabrikken Jyden. Desværre er det udmærkede stof ikke blevet redigeret i tilstrækkelig grad, så de over 1.500 sider forekommer alt for lange, og forside og bagsidetekst levner ikke romanen mange chancer i en udlånssammenhæng.

Forfatteren debuterer med denne lange slægtsroman, som lider under utilstrækkelig redigering. Adskillige kapitler kunne med fordel være udeladt eller forkortet, så læseoplevelsen ikke ville være blevet præget af gentagelser eller kapitler, der ikke tilfører handlingen eller personkarakteristikken afgørende nyt. Det er virkelig en skam, for forfatteren har en historie at fortælle, et grundlæggende interessant stof og et pænt sprog, men det meste forsvinder i for mange ord. Romanen foregår i årene 1888-1956 og er centreret omkring familien Andersen. Peter Andersen, som er en virkelig person, grundlægger cykelfabrikken Jyden i Aalestrup, og vi følger hans omfangsrige familie med børn, svigerbørn og børnebørn og deres problematiske forhold til fabrikken og ikke mindst til hinanden.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne Evighedens mærke med. I de bedste passager er der sporadiske mindelser til Henrik Pontoppidans store romanværker, men alt i alt, er det ikke en sammenligning, som giver mening.

Dansk debutroman i tre bind om en families udvikling i årene 1888-1956. Der er gode takter, men alt i alt er der for mange ord og gentagelser i romanen til, at den fænger, og forsiden fungerer ikke i udlånssammenhæng.