Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

EU fra fundament til konvent : den store europæiske ombygning


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. okt. 2003

af

af

Kent Skov

d. 1. okt. 2003

Denne velstrukturerede, informative og tilgængelige overbliksbog om EU har to hovedpointer. For det første vil den give en bred indføring og accentuere EU's indflydelse på både hverdagsliv og arbejdsliv og samtidig beskrive EU's for mange mennesker komplicerede og uigennemskuelige funktion på en lettilgængelig og forståelig måde. Den ligger i feltet mellem monografi, håndbog og almen lærebog, fordi den både beskriver institutioner og begreber, tilblivelseshistorie og de politiske baggrunde for den løbende udbygning af EU i løbende tekst, og samtidig er solidt bestykket med faktabokse, figurer og grafer, der understøtter teksten. Lykke Friis, der har været tilknyttet Dansk Udenrigspolitisk Institut, er en blændede formidler, der arbejder målbevidst med at skrive enkelt med rig anvendelse af billedsprog for at gøre emnet mere tilgængeligt - ja, sine steder helt underholdende, uden at det går ud over seriøsiteten. Bogen er opdelt i seks kapitler med et resume for hvert kapitel forrest i bogen. Det er altså ikke en debatbog, men en fin og objektiv fremstilling baseret på en let, men meget afstemt positiv holdning til projektet. Opgaverne efter hvert kapitel gør bogen velegnet som generel lærebog om EU i fx samfundsfag på gymnasieniveau og opefter.