Bøger / skønlitteratur / roman

Et herregårdsspøgelses erindringer


Beskrivelse


Munter beretning om adelsmanden Lauritz Löwenklau, der levede i 1500-tallet, men i århundrederne derefter fulgte med i livet på sit slot Krikkerholm som spøgelse, og greb ind i begivenhederne, når han fandt det påkrævet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. dec. 1999

af

af

Annemette Suhr

d. 2. dec. 1999

Gorm Benzon har udgivet adskillige titler om danske slotte og herregårde, og det er et emne han har grundig viden om. Her bruger han den til en herlig røverhistorie om adelsmanden Lauritz Löwenklau der som spøgelse følger sit slots skæbne gennem flere slægtsled. Lauritz selv levede i 1500-tallet, og i sin spøgelsestilværelse frustreres han over senere ejeres mindre pæne behandling af familieslottet. Han involveres i blandt andet kærlighedshistorier og krigshandlinger, og selv om han ikke er i stand til at tage fysisk form får han i flere tilfælde alligevel gavnlig indflydelse på sine omgivelser. Gamle sagn fra danske slotte væves ind i historien, og spøgelset kommer i sine filosoferinger vidt omkring; så vidt som til Indien og tanken om reinkarnation. Forbilledet for Lauritz er Wildes Canterville spøgelset som Gorm Benzon selv henviser til. Bogen er ikke som modellens meritter stor litteratur, men den underspillede humor og store lune gør historierne til god underholdning. De mange parapsykologiske fænomener vil interessere unge, men det tillempede gammeldags sprog vil nok gøre bogen svær at læse for den målgruppe. Sproget vil sikkert ramme de ældre bedre, men gruppen med interesse for slotte og Danmarkshistorie vil muligvis føle historierne lidt for vidtløftige.



Informationer og udgaver