Debutroman af børnelæge (født 1961), som har skrevet en række fagbøger, bl.a. Bogen om barnet (2002). Det er en skildring af tre søstre i 30'erne; om deres opvækst og liv nu, om kærlighed, forventninger til livet og roller i familien. Romanen falder i fire dele, først følges hver søster én dag i november 2001 med tilbageblik på barndom og ungdom, og sidste del foregår i forældrenes hjem om aftenen, hvor hele familien er samlet til fødselsdag. Storesøsteren Line er hjertelæge, fraskilt og mor til tre børn. Hun har udadtil check på tilværelsen og holder fanen højt. Den midterste søster Helle er socialrådgiver og meget overvægtig. Hun er gift med et forsumpet og usympatisk skvat og har en halvstor datter. Lillesøsteren Bitten er journalist og venter sit første barn. Hun er fikseret på sin graviditet, og intet overlades til tilfældighederne. Bogens komposition fungerer godt - man kommer ind på livet af søstrene og forstår mange af deres bevæggrunde - og at alting går så galt ved fødselsdagen, forstår man udmærket. Handlingsmæssigt og som nutidsskildring fungerer En særlig dag ok, men sprogligt halter den. Der er et stykke vej til andre forfattere i genren som f.eks. Hanne-Vibeke Holst og Lotte Garbers.