Bøger / skønlitteratur til børn / digte

En lille hvid bog : digte for børn


Beskrivelse


Digtsamling med udgangspunkt i et lille barns oplevelser og reflektioner over den nære verden og naturens mirakler.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. mar. 1996

af

af

Lene Kristiansen

d. 14. mar. 1996

Denne dejlige digtsamling er tilegnet Sia i Ålsgårde, Sjælland, Danmark, Jorden, Universet. Bogens Sia - og virkelighedens? - er knapt et par år, og gennem hende åbner hele denne verden sig, samlet som øjeblikke i nuet, hvor intet er vigtigere end det, der sanses og ses, haven, havet, himlen, solen og natten. Intense oplevelser med det lille barns enkle refleksioner og vidunderlige logik. "Min dukke hedder ikke noget,/ de spørger mig alle sammen; hvad hedder din dukke?/ Jeg ved det ikke, den har kjole på, er det ikke nok?" Sia bevæger sig i sin egen verden, forældrene er der, selvfølgelig, og andre voksne, men forståelsen og symbiosen mellem Sia og naturens mirakler er større og langt mere intens. "Jeg løber rundt på strømpesokker,/ jeg står og ser med bare tæer./ Jeg hopper, mens jeg taler,/ og bliver væk./ Senere med sko på,/ kommer jeg tilbage til sproget." Asger Schnack sanser Sias verden, de store og små ting, med en sødme og kærlighed så man næsten kan huske det selv - og i hvert fald husker på, hvor vigtigt, det er at huske! Man nyder bogen som voksen, man lærer som voksen, men <K>En lille hvid bog er bestemt også for de mindre børn! Man kan genkalde, man kan snakke - og man kan lade være, for "Sia's" ord kan stå alene. Bente Bech har illustreret med søde stregtegninger.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. mar. 1996

af

af

Ingrid Jensen (skole)

d. 14. mar. 1996

Med jeg-formen og de søde og enkle stregtegninger af en lille, glad pige bindes assosiationerne ved de 50 digte sammen med et barn, der umiddelbart og åbent sanser sig selv og verden omkring. Digtene er korte, mange 5-6 linjer i tre strofer. De har ikke mange enderim og ikke remsens rytme og vil ikke ad den vej gå ind i små børns sprogleg. De fornemmes mere som den voksne iagttager, der genoplever barnets tidlige oplevelser og sansninger og omsætter dem i et smukt og lyrisk sprog. Det er havet og stranden, vinden og træerne, dukken i græsset, der dukker op som temaer i digtene. Sproget søger barnets enkle og overraskende udsagn og konklusioner, også det usagte, fortænkte. Men ofte hjælper den voksne på vej med en afrunding, som slet ikke er barnets udtryk: "Jeg ser med huden,/mærker vinden mod mit syn. - I dag ligner i går,/der ligger så langt tilbage - som et lysstrejf på huden." Bogen minder om Den lille blå serviet fra 1994 af samme forfatter, men der er en anden og blidere illustrator på. Den kan bruges, når der i skolen arbejdes med sprogiagttagelse fra 5.- 6. klasse.


Folkeskolen

Årg. 113, nr. 21 (1996)

af

af

Jens Raahauge

Årg. 113, nr. 21 (1996)


Berlingske tidende

d. 2. apr. 1996

af

af

Jørgen Johansen

d. 2. apr. 1996


Politiken

d. 14. mar. 1996

af

af

Klaus Rothstein

d. 14. mar. 1996



Informationer og udgaver