Bibliotekernes vurdering
d. 19. dec. 2018
af
af
Torben Wendelboe
d. 19. dec. 2018
Romanen er Goldschmidts debut som skønlitterær forfatter - og en flot debut af den da kun 26-årige forfatter. Bogen søger nemlig dels at være en debat-bog, en konflikt-roman: at være jøde i det danske samfund - og dels at være en overbevisende psykologisk roman. Og i betragtning af forfatterens unge alder lykkedes det jo så overbevisende godt, at bogen stadig hører til Goldschmidts mest yndede, selv om han senere præsterede større bøger. Romanen følger Jacob Bendixen, der fødes i et jødisk hjem, men som efterhånden frigør sig så meget fra ortodoksien, at han kan forlove sig med en kristen pige. Men forlovelsen ender alligevel med et -uundgåeligt - brud. Jacob B. drager nu som en anden Byron rundt og deltager i de europæiske frihedskrige - men vender hjem og ender som pantelåner, udstødt, foragtet. Som det siges ved hans grav: "Han troede engang på den evige Poesi og det evige Liv!" Så trist - men så uafvendeligt, næsten en skæbnefortælling som Blixens, som Jørgen Gustava Brandtfremhæver det i sit lille efterord, hvor han dels ser på Goldschmidt som forfatter og åndstype og dels indplacerer ham med den modernitet, der gør, at En jøde som en levende klassiker fortsat bør være tilgængelig i bibl. - og gerne i denne særdeles tiltalende udgave.