Bøger / skønlitteratur til børn / roman

En ganske særlig jul


Beskrivelse


Amy og Lou mindes julen før deres mor døde. Amy har store problemer med ponyen Sundance. Julenat er den ved at dø for hende, men sammen klarer de krisen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. nov. 2004

af

af

Else Lerche

d. 9. nov. 2004

Romanen er endnu et bind i den populære hesteserie Heartland. Den foregår før seriens bind et En svær tid, 2001, idet de to søstre, Amy og Lou, mindes tiden omkring den sidste jul deres mor, Marion, levede. Det centrale er livet på Heartland hvor Marion er opslugt af arbejdet med at helbrede heste, især med alternativ behandling. Amy er splittet mellem lysten til at leve et normalt teenagerliv og pligten, men også glæden ved arbejdet med hestene. Hestene vinder. Ponyen Sundance, der sidst i bogen bliver hendes, giver hende store problemer, og Lous julebesøg bliver ikke vellykket. Lige netop den cocktail af problemer, følelser og masser af hestesnak som kendetegner serien. Bogen rummer ingen dyb personbeskrivelse, og nogle af Amys reaktioner opleves som pludselige og postulerede, alligevel lever man med i handlingen, der giver sig virkelig god tid, og man får et grundigt indblik i arbejdet med hestene. Teksten er skrevet i et letflydende sprog hvor dialogen indtager en stor plads. Bogen er i hardback, har fin fotoforside og god bagsidetekst. En hestetrivi i den gode ende. Prologen gør at nye læsere, fra 11 år, kan starte her, ligesom seriens faste læsere vil de sluge den. Bogen er ikke mere julet end at den kan læses hele året rundt.