Weinreich kalder bogen et debatoplæg. Men de første 67 sider af bogen er nu ikke meget debatskabende, tværtimod får læseren en god og læseværdig gennemgang af de muligheder, der er aflovmæssig karakter, samt lidt om eksempler fra forskellige skoler, og endelig får man en orientering om LOE, og LOE får lov til at skrive om sig selv. T.W. lægger megen vægt på, at det er elevernepå de enkelte skoler, der selv skal bestemme, om de ønsker et elevråd, han vil heller ikke selv pådutte nogen noget, men samtidig gør han opmærksom på, at det næsten er i strid medformålsparagraffen for Folkeskoleloven, hvis man ikke har noget elevråd, for hvordan skal man så blive opdraget til demokrati? Han går selv ind for demokratisk centralisme, fordi man er stærkesthvis man står sammen, men han gennemgår kort alie andre tænkelige styreformer set ud fra elevrådsvinklen. Disse afsnit vil givet kunne give gode ideer til siddende eller kommende elevrødder. T.W.sdebatoplæg hedder Scener fra en skole,bogens sidste afsnit. Heri skildrer han i skønlitterær form nogle prolbemer, som elevråd kunne behandle, f. eks. en undersøgelse af hvem der har bijob, oghvor meget de tjener, det forbyder inspektøren, fordi det er Faglig Ungdom, der be'r om hjælp. Skal eleverne være solidariske med lærerne, der boykotter elevfesten, fordi de ikke har flere timertilbage af de 250, og endelig: hvordan er elevernes indflydelse på udformningen af ordensreglementet. Dette skønlitterære afsnit indeholder så mange samtalemuligheder af både skolepolitisk ogelevrådspolitisk karakter, at det må være oplagt i en samtidsorienteringssammenhæng i 8.-10. klasse, men kan læses allerede fra 6. klasse.