Bøger / skønlitteratur / roman

Drengen med den dansende gang


Beskrivelse


Erik Talkjær befinder sig i en midtvejskrise uden kontakt til sin teenagedatter og med en kæreste, han ikke er interesseret i. Da en person fra barndommen dukker op, sætter det nogle begivenheder i gang, der får Erik til at frygte for sit og andres liv og måske vækker ham af apatien.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. jan. 2013

af

af

Michael Olsen

d. 18. jan. 2013

Bogen Drengen med den dansende gang henvender sig primært til læsere, der er interesserede i romaner om mænds midtvejskriser og som ikke har noget imod at få et lettere krimiplot med i købet.

Bogens hovedperson, Erik Talkjær, der er ansat som oversætter på et lille bureau, er fanget i en midtvejskrise, hvor han stadig prøver at komme sig efter en skilsmisse og tabet af kontakten til sin teenagedatter. Oven i har han en kæreste, som han ikke rigtig er interesseret i længere og hans liv rykker sig ikke rigtig ud af stedet. Ikke før en person fra hans barndom pludselig dukker op igen, hvilket forårsager en så stor trussel imod Eriks status quo, at han måske kan komme videre. Bogen indeholder et krimiplot, men det er ikke rigtig det væsentlige i historien, selv om det fylder en hel del. Samtidig er bogen så langtrukken og fuld af detaljer og dialoger, at historien aldrig rigtig bliver spændende. Så det er et åbent spørgsmål, om bogen skal placeres blandt romaner eller krimier. Uden formidling risikerer den at drukne begge steder.

Forfatteren Bent Parbo har tidligere skrevet Kinaskak. Udlånet af den kan måske give et fingerpeg om et forventet udlån af nærværende bog.

En roman om en mands midtvejskrise iblandet et lettere krimiplot. Sproget er fint, men der er for mange detaljer i fortællingen, så historien bliver langtrukken og spændingen forsvinder.