Forfatteren er efter Natten til fjerde november, (04) vendt tilbage til sin kriminalkommissær Sejer, der kan rose sig af en opklaringsprocent på 100. Læserne kender ham for eksempel fra Sorte sekunder (03) og Når djævelen holder lyset (01). Men Sejer træder først ind på scenen over halvvejs henne i bogen, da han tager fat på at undersøge en ældre dames voldsomme død. Indtil da flytter vi som læsere faktisk ind i morderens bevidsthed. Charlo er et sølle skrog, konen er død, teenagedatteren vil ikke rigtig ha' noget med ham at gøre, og hans spillegæld har nået kritiske højder. Han opsøger en ældre sandsynligvis velhavende ældre dame. Vi er med, da situationen løber løbsk, og han "kommer til" at slå hende ihjel. Herefter er historien et studie i fornægtelse og selvbedrag, skildringen af Charlo, der prøver at leve videre som intet var hændt er helt hjerteskærende. Traditionelle krimi-læsere kan blive lidt skuffede, noget egentligt spændingselement er her jo ikke tale om, men Fossum har sin helt egen tone, noget mørk men med særegen indlevelse og et blik for de skæve eksistenser. Fremragende fordanskning.