Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Dødens baron


Beskrivelse


Fantasy. Sortelverætlingen Luna fortæller i nutidssprog om sit liv i Midgaard som knivkastende indbrudstyv der forsøger at nedkæmpe de onde rusmiddelforhandlende herskere. Hun oplever en masse dramatik, men knytter også varme venskaber.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. jan. 1998

af

af

Elin Søborg

d. 8. jan. 1998

SLs debutroman var den spændende cyberroman Mord i drømmeland fra 1996 og her er så starten på en fantasy-serie med den sorthårede og rødøjede, knivkastende mestertyv Luna som hovedperson. Hun, der selv er kvart sortelver, færdes i et miljø af ludere, tyve, volds- og troldmænd, men har så meget samfundssind, at hun accepterer at være med til at bekæmpe Dødens Baron, der spreder en ny og meget farlig narkotika, orkiljin, og sammen med en meget blandet gruppe tager hun kampen op og vinder. Scenariet er hovedsaglig baseret på et nordisk miljø med ganske få "eksotiske" indslag såsom enkelte elvertræk hos mennesker, en enlig vampyr og et par drager. Fortællingen er lagt i munden på Luna, og synsvinkel og vidensniveau er gennemført hendes, hvilket giver glimtvis naivitet og skiftevis hæsblæsende action og lidt langtrukne personlige krisesekvenser/overvejelser. I intensitet kommer Lunas eventyr ikke på højde med klassikere som Dragonlance, og det ses specielt omkring beskrivelsen af Lunas seksualitet, at det er en mandlig forfatter, der taler gennem en kvindelig hovedperson, men alt i alt er det et ret vellykket bud på en dansk fantasy-serie, der nok skal gribe genrens læsere fra ca. 12 år og op.


Bibliotekernes vurdering

d. 8. jan. 1998

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 8. jan. 1998

Der er rigtig gang i sagerne i denne forrygende action-fantasy om sortelverætlingen Luna på næsten panisk jagt efter spænding, sex og stakater - som hun selv formulerer det. Teksten er lagt i munden på superheltinden selv. Hun fortæller i et aldeles medrivende, varieret og velfungerende nutidssprog - hun checker ud og scorer fyre høj af kampen - om sit liv i Midgaard som knivkastende indbrudstyv med hang til blodrus og mænd i mængde. Hun vælter sig fra den ene bloddryppende dramatiske handling til den anden, men oplever dog også efterhånden varmere venskaber og lidt eftertænksomhed, inden de onde rusmiddelforhandlende herskere er nedkæmpet og heltinden er klar til i næste bind at følge den kloge og rare troldmand på hans oprydningsfærd i Niflheim. Romanen har ikke de store dybder i personbeskrivelser eller psykologiske og sociale tankegange, men den serverer ganske fermt spændende underholdning så læsere fra 7.-8.klasse vil blive fanget af den med genkendelse af de mest brugte elementer fra tidens film og tegneserier, d&d-romaner og -spil henlagt til et letopfatteligt nordisk middelalderagtigt miljø med troldmænd, magi og drager og sørøvere, mafiabander og raske Ivanhoe-overfald i skoven.


Aktuelt

d. 27. maj 1998

af

d. 27. maj 1998