Dobbeltliv

"Det er en hårdere og mørkere tone, der slår igennem på deres andet album. Mere alvor i sangene, og musikalsk bliver der gravet dybere end på debuten. Faktisk går De Eneste To helt til kanten i deres favntag med den unge hiphop, som i For Lidt For Meget med Danni Toma. Og i strid med de gængse naturlove lyder de to jyder ganske overbevisende i dette fremmede hood ... Der bliver slået igennem på Dobbeltliv, hvor Lisså Forvirret Som Før er tæt på en knockout. Det er sgu alvor, det her".

Læs anmeldelse

"Kvamm og Sommer har et kunstnerisk mødested omkring en finurlig synsvinkel på tilværelsen, som udmøntes i poetisk mundret dansk, og med "Jyder i København" er de stadig sjove. Her skryder gutterne over en gloriøs storbysejr, der rummer et forsinket nederlag, fordi rødderne er trukket op: »Du sidder i mig, som om du sidder på mig.« Duoen læsser i dette nummer et yderst brugbart refræn ud af Brenderup-traileren, men den jyske arbejdsomhed erstattes af forbigående venstrehåndsindsats i "For lidt for meget". Den er for meget Spørge-Jørgen-drilleri og for lidt melodi. Og med album-afrunderen "Fyren i ruden" flipper duoen ud med electro-støj og børnekor, uden at pointen står lysende klar. Karrieremæssigt fungerer dobbeltlivet dog stadig fint for de gamle venner, selv om det nye udspil er knap så sprudlende som debuten".

Læs anmeldelse

"Hvad skal vi med en sang om »Jyder i København«? Og det er da fint at lave en sang om, at vi skal blive bedre mod os selv og hinanden, men hvorfor skal det puttes ind i en ramme, der handler om, at vi skal være mere flinke i trafikken? Det er bare ikke videre originalt, og albummet »Dobbeltliv« vakler på den måde mellem det originale og det komiske. Og det, tror jeg ikke, var hensigten".

Læs anmeldelse

"Sproget er fortsat den primære tredjemand. Det er en sjov knap, man kan dreje på, og ud kommer vendinger som »Du sidder i mig. Som om du sidder på mig« ('Jyder i København') og »Det er så svært at give slip. Mens man griber dagen« ('Den lange bane'). Det er veloplagt på sin egen underspillede måde. Men det er også med til at holde den virkelighed, De Eneste To konstant forholder sig til, ud i en strakt arm, hvor det hele bliver så'n lidt relativt i stedet for rigtig at trykke på steder, hvor man kan mærke det".

Læs anmeldelse