Bøger / faglitteratur til børn

Dinoverdenen : et fantastisk møde med fortidens dinosaurer


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. dec. 2011

af

af

Henrik Munch Jørgensen

d. 13. dec. 2011

Endnu en dinosaurbog til samlingen. Bogen kan læses af børn fra 10 år og opefter, men bogen har mange "seje" billeder, som vil få børn helt nede fra 6-årsalderen til at bladre bogen igennem igen og igen eller læse den sammen med en voksen.

Da bøger om dinosaurer er meget efterspurgte på bibliotekerne, udgives der også mange bøger om emnet. Denne bog adskiller sig ikke væsentligt fra samlingens øvrige titler, men det er en virkelig flot bog med nogle fantastiske billeder. Bogen indledes med en kort fortælling om forfatterens oldefar, der ledte efter forstenede dinosaurer tilbage i 1870'erne. En fortælling som giver denne bog både autenticitet og personligt nærvær. Men bogens målgruppe vil nok især interessere sig for bogens mange billeder og oplysninger om dinosaurer. Billedsiden består af en blanding af fotografier, tegninger og meget virkelighedstro computerskabte illustrationer af dinosaurer, som helt sikkert appellerer til målgruppen. Teksten er sat med en typografi, som passer godt til bogens stil, men som er svær at læse. Det er en bog, som helt sikkert vil blive lånt ud mange gange, men nok mere som en bladrebog end som en decideret fagbog om dinosaurer.

Fagligt tilfører denne bog ikke noget nyt til samlingen, men illustrationerne er meget livagtige og appellerer til målgruppen. Det er en bog, som børn vil nyde at bladre igennem sammen i en lille gruppe.

Flot dinosaurbog som appellerer kraftigt til målgruppen i kraft af sine flotte illustrationer, men som fagligt ikke adskiller sig fra de mange øvrige udgivelser om dinosaurer.



Informationer og udgaver