Det underste folk

Endnu engang har TL hentet sit romanstof fra samfundets bagside, hos det underste folk, spritterne og de hjemløse. Med Aksel som centrum beskrives en verden af afmagt, sult, tørst, kulde ogangst. Fra bistandskontoret - hvornår kan man igen få lidt penge - til bænken i parken og op og ned ad gader, kældre og trappegange bevæger de sig. Ikke den romantiske drøm om landevejens riddere,men den mest ydmyge del af en storbys virkelighed. Som de beskrives her, Maria, som svigtedes som ung og ikke kunne vende hjem til Jylland, Sokrates med studentereksamen og Aksel selv, opgivendemen dog stadig oplevende, ved vi godt, at vi har set dem før, men heldigvis kun på afstand. Bistandskontoret og politiet er de bange for - det er svært at gå i hundene under offentlig kontrol. Dehellige og Frelsens Hær yder, ligesom en god flaske snaps, akut varmehjælp en kold nat. Direkte i sprog og stil. Måske ikke den store litterære bedrift, men loyal og realistisk. Og også nu ifirserne findes de altså,disse underste folk, efter sigende flere og flere og yngre og yngre, så emnet er desværre aktuelt omend ofte overset.

Læs hele vurderingen