Tove Ditlevsens nye digte er skrevet på kraftige kontrastvirkninger. På den ene side fastholdes en intens spænding imellem en ganske forenklet udtryksform og et stærkt opladet indhold. På den anden side spænder indholdet fra en næsten desperat afmagtsfølelse til en længsel efter "det runde værelse" identisk med et ægte nærvær. Her vender hun sig både bagud imod barndommens uforfalskede verden og opad mod Gud. Voksenverdenen, et genkommende tema i forfatterskabet, eksisterer som en illuderet pænhed, som hverken tåler eller forstår det afvigende/afvigere, hvori indsigten ligger gemt og som repræsenterer det etableredes ubevidsthed, hvoraf den agressive behandling af fx sindssyge og stofbrugere. Det runde værelse digterindens længsel er rettet imod, forbindes også med kunsten, der således får en overordnet eksistens-gyldighed, samtidig indsigt og frelse. Nogle af digtene er så spinkle, at de har svært ved at bære den vægt, som er lagt på dem. Andre er så sanselig tætte og stærke,at de i deres almindelighed virker overraskende nye og ubrugte.