Til læsere af nye unge digtere. En digtsamling om ungdommen og opvæksten.

"gid jeg hed torben og havde et lettere liv, så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven og undret mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel." Ingen ord er skrevet med stort i Asta Olivia Nordenhofs anden bog, men let og ugideligt viser der sig stor poesi i ordene. I denne digtsamling, der er Nordenhofs første, beviser hun at hun udover at have godt greb om det poetiske også er god til at fortælle små ufiltrede historier i sine dige. Hendes digte er rå, ægte og handler om barndommen og ungdommen på godt og ondt. Digtene starter sagte og uimponeret, og vokser langsomt ved læsning. Digtene veksler mellem plaget livsvisdom og indie reality-tv på skrift. Digtene er gennemførte og udtryksfulde, og man er imponeret af, hvor fine historier der fortælles på så få ord.

Hvis man holdt af Theis Ørntofts generationshymne Yeahsuiten fra 2009 vil denne også være relevant. Nordenhof har en sårbarhed som Vita Andersen og et gennemslagskraftigt udtryk som Michael Strunge, så læsere af deres digte vil også være interesseret i denne digtsamling.

En umanerlig rå, smuk og gennemført digtsamling.