Grænser er temaet i Merete Pryds Helles nye roman, der legende udforsker tid, sprog, erindring, genrer, ting, verden og menneskelige relationer. På overfladen handler den om en mand, kvinde og et lille barn og deres hverdag. Men hun bryder den realistiske fortælling, der nærmer sig trivialiteter, ved at vende begreberne om, reflektere og bore sig dybere ned, så virkeligheden forvandles og nye opfattelser eller erkendelser opstår. Der er den hviskende grænse mellem hvad man gør og ikke gør, det man siger, og det man mener, mellem dig og mig, hækkeløbet mellem lyst og ulyst i et parforhold, årstiderne, stemninger, krig og fred. Det er flot digtet og fortalt, for der er også tale om en udforskning af grænsen mellem lyrik og prosa og balancen mellem virkelighed og fiktion. Jeg genkender metoderne fra dele af Inger Christensens lyrik. Romanen henvender sig til læsere, der holder af og følger med i ny dansk litteratur. Forfatteren er f. 1965 og har bl.a. skrevet den spektakulære roman Fiske i livets flod (2000) og senest den roste krimi sammen med M. Søndergaard Hvad øjet ikke ser (2004).